VELKOMMEN i Amager SK
Med denne lille velkomst-mail vil vi gerne byde dig og din familie rigtig hjertelig velkommen i Amager SK. I mere end 30 år har vi samlet børn, unge og voksne til idræt og fællesskab og vi glæder os over at du vil være med på holdet. Velkommen i foreningen – vi glæder os til at se dig i hallen!
INDMELDING
Hvis du ønsker at melde dig ind i klubben, foregår det på følgende måde:
1. Spilleren tilmelder sig via hjemmesiden eller trænerne/instruktørerne sender invitation via holdsport til spilleren
2. Spilleren opretter en spillerprofil på Holdsport og tilknytter betalingskort
3. Træner/instruktør godkender i Holdsport
4. Spilleren betaler kontingent og er medlem af klubben
5. Hvis en håndboldspiller har spillet i en anden klub tages kontakt til pjh@amager-sk.dk, som indhenter spillerlicens fra anden klub.
PRØVETID
Prøvetiden for nye spillere er 14 dage og 3 træninger. Spillerne skal derefter tilmelde sig på hjemmesiden.
VENTELISTE
Klubbens ventelistepolitik er besluttet af bestyrelsen. Det er trænerne, der administrerer ventelisten på holdene. Det skal ske efter først-til-mølle-princippet, som dog kan fraviges fx, hvis en spillers forælder engagerer sig i klubben.
HOLDSPORT
I Amager SK bruger vi Holdsport til stort set alt uden for banen. Hvad enten du er nyt medlem i vores håndbold-, gymnastik- eller danseafdeling er det derfor et krav, at du downloader Holdsport-appen, og hurtigt finder ud af, hvordan den fungerer. Det vil gøre din opstart og vores træneres/instruktørers arbejde meget lettere. Du kan finde svar på langt de fleste spørgsmål her. Det er bl.a. i Holdsport, at du:
Kan få overblik over alle kommende aktiviteter i klubben samt træningstider, kamptider mv. på dit hold
Til- og framelder dig kommende aktiviteter såsom træning, kampe, opvisninger, forældremøder og stævner
Kan se om du er udtaget til dit holds næste kampe (håndbold)
Tilmelder dig kørsel til kampe, opvisninger og stævner og opretter kørsel
Får kommunikation fra dine trænere og instruktører om mødetider, spilletider, aflysninger og alle andre praktiske ting
Finder kontaktoplysninger på alle dine holdkammerater, forældre og trænere/instruktører
Får kommunikation fra klubben om nyheder og andre praktiske ting for medlemmer og forældre
Betaler kontingenter (halvårligt) og stævner alt efter tilmelding.
På foreningens hjemmeside www.amager-sk.dk finder du også nyheder, praktisk information om hold, træningstider, trænere, instruktører, bestyrelse, vision, værdier, nyheder m.m. På foreningens Facebook-side samler vi nyt til og fra foreningens medlemmer.
Indimellem sender vi mails direkte til alle foreningens medlemmer. Det sker ikke så tit, men når vi gør det, er det fordi det er vigtigt. Sørg for at læse med, når vi eller vores trænere skriver til jer.
Håndboldspillere behøver ikke selv købe kamptøj. Det sørger vi for. Vi sørger også for trænere og instruktører, der kan levere god træning til alle. Alle vores trænere og instruktører skal fremvise en ren børneattest.
Hvis du er i tvivl om noget, så skriv til kontakt@amager-sk.dk
AMAGER SK ER FOR ALLE
Amager SK vil være hele bydelens idrætsforening og vi er en klub, som virker for fællesskabets fremme og arbejder for at skabe og udbrede interessen for idræt, især håndbold, både på elite- og motionsplan. Det gør vi ved at udbyde forskellige idrætsaktiviteter af høj kvalitet til både nybegyndere og øvede, samtidig med, at vi er en attraktiv klub for trænere, frivillige og medlemmer.
Amager SK er vokset meget i de senere år og mange nye hold og aktiviteter er kommet til. Vi vil gerne være en forening, der udvikler sig i samspil med behov og ønsker hos vores medlemmer, trænere og frivillige og derfor laver vi løbende medlemsundersøgelser og er der som regel altid gang i et eller andet nyt i foreningen. Fælles er dog altid vores værdigrundlag, som fundamentet for alle aktiviteter i foreningen.
Vi vil derfor opfordre dig til at læse mere om vores visioner og værdigrundlag i Vision 2024-2028. Samtidig vil vi også opfordre vores nye håndboldmedlemmer og forældre til at læse Grøn Tråd, som følger Dansk Håndbolds anbefalinger i Rigtig Sjov Håndbold. Det er her, I kan se, hvordan vi gerne vil have, at håndbold ses, spilles og høres i Amager SK. Du kan finde vores vigtigste dokumenter her.
Som medlem i Amager SK kan du forvente at vi, vores medlemmer og vores trænere efterlever vores værdier, men også at vi handler, hvis vi ser eller hører om noget, som strider mod foreningens værdier.
ET FRIVILLIGT DREVET FÆLLESSKAB HVOR ALLE BIDRAGER
Amager SK er et frivilligt drevet foreningsfællesskab og vi er overbeviste om, at det er den bedste model for os. De stærkeste fællesskaber opstår, når alle bidrager med noget, og som medlem i ASK forventes det derfor, at du hjælper til i foreningen og omkring holdene. Det kan være som hjælpetræner, ved at sidde ved dommerbordet, vaske trøjer, køre til udekampe, være dommer, stå i cafeen eller ved at arrangere foreningsdage, bankoaftener eller julefrokoster. Ikke alle kan bidrage med lige meget, men alle kan bidrage med noget.
Vi forventer:
At du og din familie bidrager til fællesskabet.
At du reagerer og forsøger at ændre det, hvis du oplever noget uhensigtsmæssigt
At du gør din demokratiske indflydelse gældende og deltager i foreningens liv, generalforsamling m.m.
KORT OM FORENINGEN OG ÅRSHJUL
Amager SK har ca. 1600 medlemmer fordelt på håndbold, gymnastik og dans. Derudover driver klubben en række sociale projekter i samarbejde med Københavns Kommune, Dansk Håndbold og DGI, bl.a. Udvidet Socialt Partnerskab. Foreningens base er Sundbyøster Idrætsanlæg, men vi træner også på Peder Lykke Skolen, Ny Islands Brygge Skole og Nordøstamagers skole. Klubben er organiseret i en række udvalg, som varetager en række opgaver og laver oplæg til bestyrelsen. Der er desuden fire ansatte tilknyttet klubben. På hjemmesiden kan se mere om vores organisering og kontaktoplysninger på bestyrelse, udvalg og klubstab.
Omdrejningspunktet for klubben er aktiviteterne og stemningen i vores haller under træning og kampe. Derudover har vi et fitnesscenter og en hyggelig café, som vi arbejder på at gøre til vores sociale samlingspunktet for holdene og forældrene i klubben. Vi forsøger også løbende at arrangere klubdage og åben hal arrangementer for vores medlemmer, hvor man bare kommer og er og spiser i klubben. Vi har også vores egen maskot, Aske, og vores egen klubsang.
Derudover har vi en række faste tilbagevendende begivenheder, som vores kultur og fællesskab er bygget op om:
April: Generalforsamlingen. Afslutningsarrangement og kåringer i håndbold. Gymnastikopvisninger. Påskestævne Copenhandball, AGF Cup og Prag Cup.
Maj: Ny sæson starter i håndbold. Strandhåndboldstævne ved Amager Strand og sommerturnering.
Juni: Albertslund Cup
Juli: FerieCamp for alle
August: Håndboldskole og Amager Cup
September: Næstved Cup, Vejle Cup og niveaustævner i håndbold
Oktober: Turneringsstart i håndbold
December: Julefrokost for trænere og instruktører. Skjern Bank Cup og AB Julecup i juledagene.
Januar: Vintersæsonen starter op i håndbold